Får på Bjerget flytter

Hu hej, der har været stille på bloggen i noget tid. Jeg har travlt på arbejde og har mange andre ting om ørerne – og fårene går stille og roligt og hygger med vædderen.

MEN allermest skyldes det, at jeg har været ved at få omlagt hele teknikken bagved bloggen her og købe mig ind på egen hjemmeside. Jeg kom i tidernes godmorgen sådan lidt “hovsa” ind på ideen med denne blog og vidste dengang ikke, at det ville blive et så langt og vedholdende skriveri, så derfor har jeg hidtil ligget under WordPress´vinger.
Nu er der ikke mere plads og jeg må flytte hjemmefra. Jeg har fået teknisk support af Kristoffer, så der ikke gik noget galt og ting forsvandt – og det er dejligt! Tak for det!
Men I skal altså fra nu af skrive en ny adresse, når I skal læse nyt om Fårene på Bjerget.

Farvel herfra og velmødt på: http://faarpaabjerget.dk/

Aftenfodring

I denne tid er jeg som regel kun i stalden efter mørkets frembrud. Inden jeg kommer hjem fra arbejde, er det som regel blevet mørkt. Men det er også meget hyggeligt. Fårene kommer glade og sultne ind og har tid til at sludre, blive kløet bag øret og spise. Det er hyggeligt! Og så er det lidt fint at stå og kigge på fårene og nyde den udsigt, de har fra deres stald! Den er svær at tage billede af – men fine lys fra vej og by, når vejret er klart.

Efter-slagtning

På slagtedagen er alting sådan lidt huj-hej og der er meget kød, der skal pakkes ned.
Men efterfølgende kan man jo så hive fat i nogle af de sager, der skal tilberedes og forenkles lidt. Det var denne weekends projekt. Min mor og datter var på besøg, så det blev samtidig også mægtigt hyggeligt.
Vi fik lavet lammeleverpostej i lange baner – med og uden æg, så blev det til 27 bakker i alt. De er gode at have i fryseren til en god weekendfrokost eller en hurtig men lækker aftensmad. Og så fik vi kogt fond af alle fåreknoglerne, der fylder vildt i en stopfuld fryser. Suppebenene kom ind i ovnen til en ordentlig bruning sammen med porretoppe, gulerødder, selleri med top og løg. Og så videre i den store suppegryde, hvor laurbærblade og mange peberkorn blev tilsat sammen med vand. Så stod det heldigvis resten af dagen og passede sig selv, imens vi ordnede leverpostejerne. Lørdag aften blev suppegryden tømt og suppen siet fra, og søndag gentog hele processen sig og suppen blev hældt over en ny portion brunede ben og grøntsager. Sidst på eftermiddagen blev suppen siet sidste gang, suppegryden vasket af og to mere almindelige gryder blev sat til at koge suppen ind.
Til slut var der kun to mindre poser med kraftig fond at putte i fryseren!

 

 

Skindene saltet ned

Jeg har et hængeparti fra de travle slagtedage. Jeg hentede, som jeg har gjort de senere år, en del af skindene fra de slagtede dyr. Jeg vil gerne have dem garvet. Men det er en lang proces – og heldigvis glemmer jeg fra år til år, hvor lang en proces det er! Ellers blev der ikke så mange skind, er jeg bange for.
Samme dag som alle får og lam er blevet slagtet kører jeg til slagteriet og henter alle skindene hjem igen. Det er sådan set det eneste tidspunkt, hvor det ind imellem kan føles lidt “sært”. Et døgn før har man stået og kløet i den samme pels, men dengang var der et levende væsen indeni. Nu ligger skindet bare.
Slagteriet havde lagt dem i en lang stribe, med skindsiden ned, så de ikke blev så våde i den (også den dag) silende regn. Jeg fik fundet mine, læsset på traileren og så kørte jeg hjem med dem. Jeg havde ikke fået det forberedt så godt, så jeg var rundt ved diverse dagligvarebutikker og rydde deres lager af billig grov salt.
Og så stod jeg ellers hele eftermiddagen og dryssede med salt, kilo efter kilo ud over skind efter skind. Der var saltstøv i luften omkring mig, så jeg smagte salt – og kom først til slut til at tænke på om man egentlig burde have støvmaske på. Alt det salt ned i lungerne – er det mon sundt??
Nå, men jeg fik ihvertfald saltet en ordentlig bunke skind. Jeg har beholdt skindene fra alle de farvede lam, for de er forrygende flotte og deraf nemme at sælge. De hvide er også flotte, men de er lidt mere almindelige, og ryger knapt så hurtigt over disken, så der hentede jeg kun de allerfineste hjem.
Jeg har en vild plan om, at jeg i år skal prøve at have et af de hvide skind farvet i forb. med garvningen. Et smukt krøllet og blødt knaldrødt skind! Var det ikke noget?

Vædderen er kommet

Vædderen kom mandag eftermiddag. Han viste sig at være et stort vædderlam – på størrelse med dem jeg just har sendt afsted. Jeg ynder ellers at bruge voksne væddere. For nogle år siden havde jeg et stort vædderlam på besøg, hvilket medførte, at nogle af mine store matroner ikke blev gravide. Om han ikke kunne nå eller simpelthen ikke kunne nå, det ved jeg ikke, men siden har jeg så holdt mig til voksne væddere.
Det kunne så ikke lade sig gøre i år. Og jeg håber at det går alligevel, for mine allerstørste får som Kardemomme, Persille og Myse er her ikke længere.  Mine får er generelt blevet mindre nu jeg mere og mere bruger gotlændervæddere.
Nå, men vædderen kom altså – og han vidste bestemt godt, hvad det drejede sig om. Han kastede sig straks ind i flokken af meget interesserede og nysgerrige får.
Og jeg nåede ikke andet end ind med papirerne og ud igen, før der var fuld gang i forøgelsen af min besætning. Og for helt at tilbagevise min skepsis ang. størrelse og alder, kastede han sig glad og fro over det største får Gauda. Hun var åbenbart lige helt klar og i brunst. Han havde i det hele taget en travl eftermiddag og fik snuset, skubbet og sparket ud og jagtet rundt efter de får, der lugtede interessant.

Jeg samler til huse

Pladsen, hvor foderet til fårene står, udvider sig i disse dage. Jeg samler til huse.
De seneste uger og den kommende måned er lidt tung på foderkontoen, fordi jeg udsætter mine får for flushing. Det vil sige, at jeg fodre dem rigtigt godt – nærmest rigeligt – i tiden op til vædderens komme, så de virkelig føler, at de lever en overflodstilværelse.
Så frigiver de flere æg, der kan befrugtes og jeg får mange lam. Der er – som med så meget andet – delte meninger om, hvorvidt det hjælper, men jeg synes, at det har virket for mig – og da jeg glemte det et år, fik jeg faktisk ikke så mange lam pr. får som sædvanligt! Så nu er det sådan det er på Bjerget. I oktober og november flyder det med mælk og honning – eller hø, korn og kraftfoder.
Når så alle får er ilæmmede og vædderen rejser hjem igen, skruer jeg ned for foderrationen igen. Ellers bliver fårene for fede og lammene for store. Det var vist præcis det, der skete i år. Jeg var for flink/glemte at få skruet ned. Det går ikke. Det er også alt for dyrt i foder, Fru fodermester.

Klovicure

Ja, det er nok ikke et ord der findes – men manicure og pedicure går ikke. Jeg har haft hele flokken samlet og hegnet inde i stalden i dag. Alle får har fået en omgang klovicure. Klovene skal klippes – ligesom vores negle.
13 x 4 = 52 gange virkelig dårlige arbejdsstillinger for mig, men vi stod det igennem – damerne og jeg. Men hold da op, hvor klovene er bløde – ja nærmest opløste. Det er meget vådt på marken. Andre år har jeg prøvet, at jeg næsten ikke kunne klippe igennem hornlaget i kloven. Det var ikke noget problem i dag.
Der var rugbrød og kløtur, når man havde stået det igennem – og til slut fik alle får en tot af det nyligt hjemkomne hø. Det synes de var skønt.
Årsagen, som jeg forsøgte at forklare de søde hoveder, er at de får herrebesøg i morgen – og så må de godt tage sig lidt godt ud.

 

Bunad og Oslo – de nye får i flokken

Lige siden hun kom til verden har det været meningen, at Bunad skulle blive på Bjerget.
Et fint sort gimmerlam efter Pyt – det var lige det, jeg drømte om. Og når det så viste sig ydermere at blive Pyts sidste, så var der slet ingen tvivl.
Pyts andet lam, vædderen Gardermoen har sommeren igennem været det absolut mest kælne og tillidsfulde lam i hele flokken, men han havde jo sit køn imod sig. Bunad har været lidt mindre tilgængelig i pigeflokken.
Men Bunad har – fra det øjeblik hun kom ind i fåreflokken – vendt sig til absolut mest kælne lille “får”, der straks kommer hen og vil kløes og nusses. Så det tyder godt.
Oslo har ligget på vippen til overvejelse hele sommeren. Fordi hun er sød og smuk, Sofies oldebarn – og fordi hun har den flotteste grå pels!
Da nu flokken blev reduceret mere end jeg havde forestillet mig, fik Oslo lov at blive på Bjerget. Der kan være dem, der mener, at så hjalp det jo alt sammen ingenting, men lidt har også ret. På billedet – der ikke er et af de bedste – er det Oslo forrest, Bunad bagved.

Blomst og Myse drog også afsted

Allerede i foråret besluttede jeg, at det var Blomst og Myses sidste sommer på Bjerget. Når får i deres bedste alder kun får ét lam, bliver de helt automatisk taget op til revision. Der kan være mange grunde og det behøver ikke at få nogle konsekvenser, men det er en afvejning. Og her faldt den altså ikke ud til damernes fordel.
Blomst var sød og skulle jeg vælge, så var det absolut hende af de to, jeg havde beholdt, men hun har småskrantet lidt i de sidste år,
har bøvlet med kalkbalancen og har nu i eftersommeren også fået lidt problemer med en kindtand. Så derfor blev det et farvel til søde Blomst!
Myse var et stort får, der spiste godt og meget – og så forventede jeg klart, at hun gav to lam, som tak for al det mad. Oveni havde hun i stadig højere grad tillagt sig en vild og uregerlig attitude. I det sekund hun fik opsnuset, at noget særligt var på færde stak hun hovedet i vejret og løb. Skulle flokken fanges, var der altid bøvl med Myse.
Det var faktisk tæt på, at Myse var brudt igennem hegnet ved den sti, jeg havde lavet hen til slagterens lastbil – og taget hele flokken med sig. Så der fik hun lige understreget, at det var en god beslutning jeg havde taget.
Hele diskussionen af hvilke dyr og hvor mange, har i år også lidt bundet i min datters spørgsmål i foråret om, hvorvidt jeg egentlig behøvede 15 får? Om jeg ikke faktisk ville have mere glæde af 10, fordi “bøvl-faktoren” ville sænkes og glæden måske endda øges, fordi jeg havde mere til til at nyde!  Nogen gange skal man høre kloge ting fra sine børn.
Derfor var der to får, der planlagt skulle forlade Bjerget. At det så i alt er blevet til fire pga. MØs pludselige sygdom og Pyts skulderskade, var så lige lidt mere end beregnet, men jeg holdt fast i de planlagte alligevel. Man skal lytte til sine kloge børn!

Farvel til Pyt

Da jeg i et indlæg længere nede skrev, at det ikke er hårdt ved mig at sende dyr afsted til slagtning, var det på det helt generelle plan også rigtigt. Men i år var det bare hårdt ved mig, fordi jeg var nødt til at sige farvel til Pyt. Pyt var med sine 8 år selvfølgelig ved at være et ældre får, men hun var glad og trivedes godt og var slet ikke træt på den måde man kan mærke på får, der er for gamle. Så hun skulle helt sikkert have blevet her, men …. Som jeg tidligere har fortalt har Pyt fået et slag eller andet her i sommer, der har skadet hendes skulder. Hverken dyrlægens besøg, tiden eller mine forsøg på skuldermassage har hjulpet og der var ikke rigtigt mere jeg kunne gøre. Pyt haltede og havde ondt og stod hele tiden med det venstre forben let løftet, så der ikke kom vægt på. Og det går jo ikke. Det er min pligt at sørge for, at dyrene har det godt, og ellers tage konsekvensen af det. Så derfor drog Pyt med flokken afsted i lastbilen. Og jeg stod tilbage med tårerne trillende ned af kinderne. Ja, jeg kan ikke engang skrive om det nu, uden at jeg sidder og tuder. Slagteren kunne godt se, at jeg var lidt ramt og lovede at få hende herfra med værdighed og respekt.

Ja, det kan måske godt lyde mærkeligt, for et får er vel bare et får, men nej. De er lige så forskellige som alle andre, og der er bare nogen man bliver tættere knyttet til end andre. Jeg har flasket det lille myr op og jeg var hendes mor og det har selvfølgelig gjort, at hun var tam og nem at komme til for mig og andre. Men Pyt var også særlig, fordi hun havde masser af personlighed. Hun var det gladest og sejeste lille får. Hun ydede sit ypperste, fik mange lam og passede dem så omhyggeligt, selvom de et år var lige ved at suge livet ud af hende. Jeg gik ud til hende i folden nogle dage før og satte mig og forklarede hende, at jeg synes, hun var det sødeste lille glade får og at jeg aldrig vil glemme hende. Men at det faktisk var for at passe på hende, for at hun ikke skulle gå og have ondt.
Jeg håber, at hun forstod mig. Hun fik nogle ordentlige knus og hun skubbede som altid lidt til mig og nussede tilbage, fordi hun kunne mærke at jeg var ked af det.
Farvel, lille Pyt